Den skjulte variabel i arbejdslivet

af Anne Gladbo

Der er kun ganske få forelæsninger, jeg husker. Men én er blevet hængende. Forelæsningen om Bells ulighed.

Ikke selve udledningen, den er væk. Det var den absurd originale ide. Elegancen. At Bell tog et af de mærkeligste spørgsmål i fysikken og lavede det om til noget, man faktisk kan teste.

Spørgsmålet var, groft sagt: er kvantemekanikken virkelig så sær, som den ser ud, eller er der noget vi overser?

Når du måler et kvantesystem, får du ét resultat. Spin op. Spin ned. Inden du måler, er systemet i en superposition af muligheder. Det vil sige systemet er i begge tilstande og det er 100% tilfældigt, hvilken tilstand du vil måle.  

Og fordi det er en komplet mærkelig opførsel, var den oplagte tanke: måske er der noget vi ikke kender til, som forårsager det. Måske er der en skjult variabel, der bestemmer udfaldet, så verden ikke er tilfældig alligevel. Og vi kan fortsætte vores forudsigelige liv med ro.

Det vilde var at Bell viste, at det ikke er et filosofisk spørgsmål, men et man kan måle. Hvis der findes skjulte variable, må målingerne holde sig indenfor en bestemt grænse. En ulighed.

Og det viser sig at naturen ikke holder sig inden for denne grænse.

Der er ingen skjult variabel. Ingen årsag gemt under gulvtæppet. Naturen er, i sin kerne, ægte tilfældig. Hvilket er fuldstændig vildt, smukt og perfekt.

Men selve ideen bag spørgsmålet er for god til at slippe. Når noget ser kaotisk og komplekst ud, er det måske fordi vi mangler en variabel.

For der er ét andet sted i tilværelsen, der opfører sig mindst lige så mærkeligt som et kvantesystem. Hvor det samme input giver vidt forskellige resultater. Hvor intet rigtigt kan forudsiges.

Den menneskelige oplevelse.

Tag arbejdslivet. Én person blomstrer under pres. En anden går langsomt i opløsning under præcis samme vilkår. Én finder kollegaen inspirerende. En anden får lyst til at flygte ud ad døren, hver gang samme kollega åbner munden.

Samme deadline. Samme kollega. Samme organisation. Vidt forskellig oplevelse.

Så hvad forklarer forskellen?

Enten er der ingen forklaring, og så er vi dybest set prisgivet verden, de andre, indbakken, kalenderen og det humør, vores chef nu engang vågnede i.

Eller også mangler vi en variabel.

‍

Lad os tage et skridt tilbage og se på den model vi har af verden i dag. Selve præmissen for forvirringen er at vi, uden at gøre os helt bevidste om det, antager at vores følelser er en funktion af vores omstændigheder:

‍

f(verden) = følelse

‍ ‍

Kort sagt: vi oplever at det er verden, der giver os en følelse. Vi siger ting som ”jeg blev glad for forfremmelsen” eller ”jeg får stress af den omgangstone”. Omstændigheden ryger ind i funktionen, og følelsen kommer ud i den anden ende. Det føles så indlysende, at det knap fortjener at blive sagt højt.

Lad os se på to konkrete eksempler:

f(47 ulæste mails) = stress

f(deadline på mandag) = stress

Ved nærmere eftersyn virker det pludselig knap så overbevisende. For hvis modellen er sand, må den gælde for alle. Hver gang. Det samme input skal give den samme følelse. Pålideligt. Universelt.

Og det gør det ikke. Nogle åbner sådan en indbakke og mærker ingenting. Nogle synes nærmest det er tilfredsstillende. Den samme mandagsdeadline lander som panik hos den ene og som en ikke-begivenhed hos den anden. Samme input, forskelligt output.

Hvilket betyder, at modellen er forkert. Ikke en lille smule forkert. Men fuldstændig forkert.

‍ ‍

f(47 ulæste mails) ≠ stress

f(deadline på mandag) ≠ stress

‍ ‍

Eller sagt på en anden måde:

‍

f(verden) ≠ følelse

‍ ‍

Vi kan ikke finde den skjulte variabel ude i verden. Uanset hvor meget vi leder.

I stedet er den skjulte variabel så åbenlys at vi fuldstændig undervurderer den. Den skjulte variabel er tanke.

‍ ‍

f(tanke) = følelse

‍ ‍

Og inden du afskriver det som trivielt, så hæng lige i et øjeblik mere. (Og overvej seriøst, om du skal stole på den tanke, der afviser dette som ligegyldigt. Den har et åbenlyst motiv til at fortælle dig netop det.)

Her taler vi om tanke i den mest grundlæggende forstand: sindets levende, bevægelige aktivitet, der giver form, farve, mening og tekstur til alt, du oplever. Det er det eneste, du nogensinde har oplevet og kommer til at opleve. Det er det, der bygger hele din virkelighed.

Lad os afprøve de to eksempler i den nye model:

‍ ‍

f(tanken om at 47 mails er uoverkommeligt) = stress

‍ ‍

f(tanken om at du ikke når deadline, og at konsekvenserne er alvorlige) = stress

‍ ‍

Og nu den linje, der afslører det hele. Hold verden fuldstændig stille, lav intet om derude, og skift kun tanken:

‍ ‍

f(tanken om at du ikke når deadline, og at det er komplet ligegyldigt) = neutral

‍ ‍

Samme deadline. Samme mandag. Intet i verden har flyttet sig en millimeter. Kun tanken er en anden, og hele oplevelsen vender.

Hvis stress kunne bo i en deadline, kunne det sidste lighedstegn ikke gælde. Men det gælder. Altid.

‍

Og hvad betyder så det? Det betyder, at den følelse, du er sikker på kommer fra din situation, ikke gør det. Den kommer fra en tanke. Og tanker er ikke noget, du sidder fast i. De opstår, de fylder, og de passerer igen, hele tiden, hele dagen.

Den bekymring, der føltes altafgørende klokken tre om natten, er væk klokken ni, uden at du løste noget som helst. Situationen var den samme. Tanken var ny.

Du oplever ikke arbejdet direkte. Du oplever din tænkning om arbejdet. Du oplever ikke din chef direkte. Du oplever din tænkning om din chef. Du oplever ikke fremtiden direkte, du oplever en tanke, der dukker op nu, om noget, du kalder fremtiden.

Det betyder, at intet ude i verden kan placere en følelse i dig. For intet ude i verden kan placere en tanke i dit hoved. Tanker opstår frit. Det er ikke din deadline, der bestemmer, hvad du tænker om den. Hvis det var, ville alle tænke det samme om den, og det gør vi ikke.

Det er derfor, den samme situation kan se vidt forskellig ud for to mennesker. Og hvorfor den kan se vidt forskellig ud for det samme menneske på to forskellige tidspunkter. Du gik i seng med tunge, håbløse tanker og vågnede med ny energi. Din indbakke tog ikke på lederkursus hen over natten. Din chef fik ingen åndelig opvågnen mellem aftensmad og morgenmad. Og alligevel ser verden anderledes ud. Lettere. Tungere. Mulig. Umulig.

Det oplagte næste skridt er at konkludere: så skal jeg ændre min tænkning. Lære at tænke positivt om den lortesituation.

Men nu er vi tilbage i den gamle model. Den, der ikke er sand. For der findes ingen lortesituation at tænke positivt om. Følelsen var aldrig en egenskab ved situationen. Den kom aldrig fra din omstændighed. Det er hele pointen.

Og det er en større nyhed, end det lyder. For hvis din oplevelse ikke kommer fra din deadline, chefen, de 47 mails, så er der ikke noget derude, der behøver at ændre sig, før du kan have det godt. Du behøver ikke vente på, at verden skal makke ret. Du er ikke prisgivet din indbakke.

Det er forskellen på at være underlagt verden og at være fri.

Og det gør dig ikke passiv. Du siger stadig op, hvis jobbet er forkert. Du gør det bare fra klarhed i stedet for fra panik.

Al logik siger, det burde være omvendt. Den fysiske verden burde være den ordentlige, forudsigelige, kausale. Det indre liv det rodede og uforklarlige. Men det viser sig at være omvendt. Naturen er tilfældig. Din oplevelse er ikke.

Bells ulighed blæser mig stadig bagover. Men den skjulte variabel, jeg er mest optaget af nu, ligger meget tættere på. Det er den, der forklarer, hvorfor verden kan se umulig ud om tirsdagen og helt fantastisk om onsdagen.

Det er ikke kvantemekanik. Det er ikke mystisk. Det er ikke engang kompliceret. Hvilket nok er præcis derfor, vi bliver ved med at overse det.